Nye biler kører i gennemsnit 23 km på literen

De nye personbiler, som er indregisteret i år, kører i gennemsnit 22,8 km pr. liter brændstof. Det er hele 6,7 kilometer - eller 42 pct. - længere end nye biler der er 10 år gamle. De nye personbiler, som er solgt til erhverv, kører også markant længer på literen. Her er der tale en forøgelse på hele 7,9 kilometer - eller 53 pct. til 22,8 km/l. Forbedringen skyldes kan blandt andet tilskrives, at nye biler indkøbt i 2015 vejer væsentligt mindre, og at ny motorteknik og design er mere optimeret til energieffektivitet. Tallene viser altså ikke udviklingen i energieffektiviteten for de enkelte køretøjer på markedet, men at de købte køretøjer i år i gennemsnit er mere effektive end de købte i 2005.

De solgte nye dieselbiler i år kører hele 25,0 km pr. liter - og det er 5,5 km eller 28 pct. længere end for 10 år siden. De privates nye dieselbiler ligger nu med et snit på 26,6 - mod 20,0 km/liter, for 10 år siden - mens bilerne indregisteret til erhverv ligger med et gennemsnit på 24,5 km/liter - mod 18,7 km/liter for 10 år siden.

Fremgangen er en anelse bedre for bilerne med benzin motor, hvor de nye fra 2015 kører hele 21,8 kilometer/liter. Det er en forbedring på 7,2 km/liter - eller 49 pct. længere end for 10 år siden. Erhvervenes nye benzindrevne biler ligger nu på 21,4 mod 13,9 km/liter, mens husholdningernes ligger på 22,1 mod 15,1 km/liter.

I 2015 kan forskellen på at benytte diesel- og benzinmotor bedst illustreres ved, at mens der skal bruges cirka 2,95 liter diesel for at flytte en dieselbil på 1 ton 100 km, så skal der bruges 4,48 liter benzin for at flytte en tilsvarende benzinbil den samme afstand.